Ludvig Melchior

Biografi:

Født ind i Guldalderen...

Ludvig er født lige op til indgangen til et nyt århundrede og befolkningen entrede det uden at kunne huske at Danmark nogensinde havde været i krig. Der havde været fred i landet de sidste 80 år, men dette skulle snart ændre sig.

Alligevel og på trods af at de næste mange år kommer til at bære præg af katastrofer er denne tid alligevel en blomstrende periode, hvor borgerskabet for alvor vinder frem og sætter dagsordenen indenfor alle sider af samfundet.

Naturvidenskab og demokrati introduceres og al udøvende kunst oplever en opblomstring, men som sagt starter det nye århundrede helt anderledes uhyggeligt...

Slaget på Reden...

Danmark havde spillet politisk hasard med Europas mægtigste sømagter, og nu skulle gælden betales. I slutningen af marts 1801 ankom en større engelsk flåde til Københavns Red, og kun få troede på at en konfrontation kunne undgås. I ugevis havde København været på den anden ende. Fra Nyboder, den gule matrosby, gik der morgen og sen aften store klynger af håndværkere, matroser og arbejdsfolk til og fra Holmen, og byens smalle gader genlød af larmen fra vogne belæsset med materialer og proviant til den i al hast udrustede sødefension: - en palisade af flydende og faste fæstninger. Om formiddagen den 2. april hørtes den første kanontorden. Slaget på Reden var begyndt. De mange nysgerrige københavnere som havde forsamlet sig på Toldboden og på Kastelspynten overværede den ulige kamp, som i løbet af kun fire timer tvang danskerne i knæ.

Byens skæbne - og for den sags skyld hele landets - blev beseglet kun seks år efter. Midt i august 1807 landsatte englænderne uden at møde modstand en stor troppestyrke nord for København, og i løbet af forbavsende kort tid var hovedstaden lagt i et jerngreb.

Kravene var betingelsesløs overgivelse og udlevering af flåde, og hvis de ikke blev efterkommet ville englænderne ikke vige tilbage for et terrorbombardement af den næsten ubeskyttede by. Den 2. september havde englænderne mistet tålmodigheden, og i de efterfølgende dage og nætter sendtes et sandt helvede af bomber og raketter ind over byens huse og torve. De materielle ødelæggelser var enorme, og over 1600 civile blev dræbt og flere invalideret.

Først den 21. oktober forlod den engelske flåde København. Med sig havde den hele den danske flåde, og flere hundrede transportskibe fulgte efter med lastrummene fyldt med materialer fra Holmens magasiner. En epoke var slut og i dens kølvand fulgte statsbankerotten i 1813 og den smertelige adskillelse af Danmark og Norge i 1814. Landets teknologiske centrum var raseret, og Flådens Leje lå øde hen. Den tidligere så blomstrende københavnske handel var visnet, havnen og dens pakhuse var tomme. Der skulle gå årtier før det tabte blev genvundet.

Barndommen på Nyboder...

Ludvig barndom er trådt på Nyboder. Her boede han med sin storebror og sine forældre. Børnene fra Nyboder blev som regel indrulleret i "Den faste Stok". Fra det 8. år kom de i skole og fik uniform; en blå trøje med ankerknapper, hvide bukser og en blank hat. De fik også løn - de var jo i "tjeneste" - de 2 første år bestod betalingen af en portion rug, som mor derhjemme har været glad for. Af samme grund kaldte man dem for "rugdrenge". Senere fik de så fuld kost og blev kaldt "kostdrenge". Efter skolen fulgte mange af dem så i faderens fodspor og blev enten matroser eller håndværkere i flåden, men Ludvig er altså endt som skomagerlærling.

Ludvigs barndom har helt sikkert båret præg af de ting der skete i hans tidlige barneår. Årene har været præget af både usikkerhed ovenpå invasionerne og specielt i 1813, da Ludvig har været omkring 14 år gammel,  i forbindelse med statsbankerotten og devalueringen bredte der sig hurtigt en armod som ikke havde været set mage til i mange år. Folk blev desperate og det var en periode med tiltagende ulovligheder som alle udførtes i et forsøg på at klare dagen og vejen.

"Adelgade var paa den Tid forvandlet til en Torveplads af en ejendommelig Art. Her havde Kvinder lejret sig med dampende Baljer; en Pude skjulte Baljens Indhold, men den velrensede Kartoffel, som tillige med en Kop Salt var anbragt oven paa det hele, tilkændegav, at det var et beskedent Udsalg med varme, kogte Kartofler, som her var etableret. Derfor hed Adelgade i Søfolkenes Mund: "Kartoffelkysten". Her saa man ogsaa fattige Mænd og Kvinder stille sig op med forskællige Klædningsstykker og Linned, som de falbød. Disse Ting vare vel i Reglen deres lovlige Ejendom, som de solgte af Trang; men man kunde ogsaa faa værdifuIdere Genstande at købe hos dem, og slige Sager vare i Følge den almindelige Mening simple Tyvekoster. Derfor hed Adelgade ogsaa: "Tyvetorvet". - I Nyboder tog Tyverierne saa meget Overhaand, at Hværvings- eller Indrulleringsløberne, - der havde Ret til at eftersøge det indrullerede Mandskab, - endvidere bemyndigedes til at standse alle mistænkelige Personer paa Nyboders Gader og inkvisitoriskt undersøge, hvad enhver førte med sig; gjorde vedkommende Modstand, kunde Løberne rekvirere Hjælp hos de militære Myndigheder. Det kan forstaas, at dette extraordinære Politi ikke var yndet af visse Folk.

Det abnorme ved Tiden viste sig ogsaa i den herskende Mangel paa mindre Skillemønt. Derfor udstedte de Smaahandlende, med hvilke Nyboder stod i Handelsforbindelse, visse Tegn af Blik eller Pap med paaskreven Værdiangivelse. Tegnene vare naturligvis kun gyldige mellem Udstederen og hans Kunder; men denne Seddeludstedelse, som Loven ikke kunde give Medhold, var dog ganske nødvendig for den lille Handel og lod Manglen paa Smaamønt blive mindre følelig. Ogsaa Manglen paa Levnetsmidler mødte som Krigens Ledsager og bevirkede Kommissionshandelens" Oprettelse. Paa forskællige Steder i Byen udleverede Kommissioner Brød, Smør, Gryn o. s. v. til moderat Pris. Udsalget begyndte til fastsat Klokkeslet, men længe forinden havde en stor Skare samlet sig uden for Stedet, hvor den opstilledes to og to af en Politibetjent. Ingen kunde faa mere end et vist Kvantum ad Gangen, f. Ex. ét Rugbrød. Dette var efter Omstændighederne temmelig billigt, 3 Mark 12 Sk. dansk Kurant for 8 Pund; men Rugen i Brødet var stærkt blandet med Byg. Ofte blev Tilstrømningen saa stor, at Beholdningen var omsat, inden de sidste i Rækken havde faaet, hvad de ønskede. Slemt var det at maatte staa saa længe i Slud og Kulde for at gaa bort med uforrettet Sag; ilede man til et andet Udsalgssted, fandt man som oftest ogsaa der alt udsolgt; med bekymret Sind og tomme Hænder vendte man tilbage til det fattige Hjem."

Kilde: Nyboder og dets Beboere, især i ældre Tid af Hans Daniel Lind

Folketællingen 1801:

København, København (Staden), Sankt Annæ Vester Kvarter, Sankt Annæ Vester Kvarter, , Matr. 326, 2107, FT 1801

Christian Melchior, 30, Gift, , Kattuntrykkersv,

Mette Christine Jørgensdatter, 29, Gift, , g Chr.Melchior,

August Melchior, 4, Ugift, , Fader Chr.M.,

Ludvig Melchior, 2, Ugift, , Fader Chr.M.,

Gift og med barn...

I 1834 er Ludvig flyttet ind i lejlighed på 2. sal i Adelgade nummer 236. Her bor han med sin kone Anne Marie og deres datter Henriette. Han ernærer sig selv og sin familie som skoemagersvend på dette tidspunkt. Hans erhverv er også angivet til brandtambour, men dette kan vist kun henføres til borgervæbningen. Alle borgere skulle deltage frivilligt i dette og det kan vel sammenlignes med militærtjenesten i dag. I fredstid fik man så en vagttjeneste hvor man skulle tage affære ved pludselige overfald, ildebrand og forbrydelser samt påtage sig portvagt, torvevagt m.m. Ludvig er også i 1850 angivet som portner, hvilket også var et hverv man kunne blive pålagt via borgervæbningen. Pligten til at deltage i borgervæbningen påhvilede alle borgere uden persons anseelse. (Borgervæbningen blev forøvrigt afskaffet i København i 1870, som det sidste sted i landet). Ludvig kan dog have haft bagtanker med sin stilling som brandtambour...

Ludvig kan på dette tidspunkt have ernæret sig som skomager allerede. Måske som ansat svend hos en skomagermester. I hvert fald ser vi at han ved folketællingen i 1845 er skomagermester, men det er som sagt kun gætterier.

Den årlige skovtur...

Stort set alle familier i København havde en årlig skovtur, som bragte dem ud på landet. Landet var så meget forskellige steder afhængig af hvilken del af samfundet man tilhørte, ligesom måden man kom derud på var meget forskellig.

Skovturen var en årligt tilbagevendende begivenhed, som man så frem til. Den blev planlagt flere uger i forvejen hvor hustruen allerede var i gang med at planlægge bespisningen. Skovturen varede fra tidlig morgen til sen aften, så det krævede solid kost.

Ofte tog flere familier afsted sammen, så mon ikke skomagerfamiliens udflugt er gjort i selskab med storebror August og hans familie, som bestod af konen Anne Kirstine og deres 5 børn. Sammen med Ludvig og Anne Maries 5 børn har det været et festligt lag. Måske har også Ludvig og August forældre, Christian og Mette Christine været med, så det har været et stort selskab der har sat kursen mod skoven.

Skoven var i de fleste tilfælde Jægersborg Dyrehave og transporten derud foregik for den velhavende familie med bestilt hestevogn. For de fleste københavnere foregik det på den måde, at hele familien travede afsted med oppakningen op til Østerport, hvor man kunne komme med en af de såkaldte "kapervogne" til Dyrehaven. De afgik ikke på bestemte tidspunkter, men ventede bare på at blive fyldt op, så kom man tidligt, kunne man risikere at man skulle vente længe inden vognen satte i gang.

Var man rigtig fattig og havde man ikke råd til kapervogn, kunne man vælge at gå. Tegningen ovenfor er lavet af Wilhelm Marstrand og titlen er, meget passende, "Skomagerfamilien drager på skovtur". Mange nåede så ikke længere end til Kalkbrænderiet, hvor der fandtes en lille forlystelsespark kaldet "De fattiges Dyrehave". Her var der en beværtning med have og et par gynger. Det var det hele.

Hvis kræfterne rakte kunne man gå et stykke længere ud til Charlottenlund Skov, hvor der også fandtes beværtninger med forlystelser, men også kun i beskedent omfang, så havde man kræfterne fortsatte man mod Dyrehaven, 10 km udenfor byen.

Inde i skoven fandt man sig et velegnet sted hvor man kunne indtage frokosten man medbragte hjemmefra. Efter endt frokost tog mændene sig sikkert et hvil i skyggerne under træerne, mens konerne snakkede og børnene legede. Sidst på eftermiddagen har man sikkert brudt op for så at tage over på "Dyrehavsbakken". Dengang bestod den af en lang række telte med forskellige forlystelser. Det kunne være fremvisning af vilde dyr, vokskabinetter, gøglere og akrobater, Mester Jakel-teater, luftgynger og karuseller.

Folketællingen 1834:

kbhv, København (Staden), Sankt Annæ Vester Kvarter, , , Adelgade 236,2.Sahl, 5, FT-1834

Ludvig Melchior, 36, Gift, , Brandtambour,

Anne M.Melchior født Kock, 28, Gift, , hans Kone,

Henriette Melchior, 6, Ugift, , deres Datter,

Niels Sørensen, 36, Gift, , Snedkersvend,

Johanne Sørensen født Petersen, 33, Gift, , hans Kone,

Peter Sørensen, 7, Ugift, , deres Barn,

Christian Sørensen, 3, Ugift, , deres Barn,

Kommentar: Ludvig Melchioer,Tambour og Skoemagersvend

Tivoli åbner...

I 1843 da Tivoli åbner lige udenfor Vesterport, er det sikkert sandsynligt at skomagermesteren har inviteret sin hustru og sine 4 børn med derind. Den ny forlystelseshave blev etableret som “Kjøbenhavns Sommer-Tivoli” efter en idé af agent Georg Carstensen, der i Paris og London havde set illuminerede haver, de såkaldte “Vauxhalls”. Tivoli åbnede den 15. august 1843.

Alle bygningerne var opført i en orientalsk stil, som sammen med de oplyste alléer og voldgraven har skulle give indtryk af noget fremmedartet, hvad det sikkert også har været for den almindelige københavner.

Tivoli'et havde sin egen koncertsal for klassisk musik - i de først år endda med komponisten H.C. Lumbye som dirigent. Måske har hele familien afsluttet eftermiddagen med en klassisk koncert for herefter at drikke te i en af de mange små saloner...

Melchior har dog kun haft fri om søndagen til den slags udskejelser. Lørdagen var endda den dag på ugen, hvor de fleste handlende holdt åbent til langt ud på aftenen, så der er blevet set frem til søndagen, som var ugens højdepunkt. Både hvad angik friheden, men sandelig også kosten, som sædvanligvis var ekstra god den dag. Det kunne ofte være en steg af en eller anden slags, som så siden skulle række det meste af den kommende uge ud.

 

Underholdning i 1850'erne... Så skete der noget som optog alles Interesse. Luftskipperen, Italieneren, Tardini kom til København med sin store Ballon og ville gå op fra Slotspladsen ved Christiansborg, som derfor spærredes. Entré 1 (!) (32 Øre). Der var jeg med. Pladsen var aldeles fyldt med Mennesker, og midt på Ridebanen var den store Ballon udbredt. Det var jo morsomt at se, hvorledes den efterhånden fyldtes med Gas og hævede sig indtil den i sit Net med Gondolen hængende under kun holdtes nede ved Reb, som mange Mand holdt. Så trådte Tardini i Gondolen, Rebene løstes og støt og rolig hævede Ballonen sig medens Tardine viftede og Hurraråbene rungede. Hvor han dalede ned, erindrer jeg ikke. Næste Søndag skulle Forestillingen gentages og Senorinaen og hans lille Datter vel 8 a 4 År gå med op. Tilstrømningen var om muligt større end sidst. Jeg stod ganske nær og var lige ved at misunde den lille sorthårede Pige, som lykkestrålende viftede med et Dannebrogsflag og strøede Blomster ud, da Ballonen flot hævede sig op, men desværre endte denne Tur bedrøveligt. Ude på Kalvebostrand begyndte Ballonen at synke, hvad så Grunden var. Det lykkes Tardine at få Hustruen og Datter sat af på en mægtig Sten i Kalveboderne kaldet Bedstemoders sten, hvor drengene ofte roede ud og badede fra. Ballonen gik atter rask op da vægten af de Tvende og nogle Sandsække var smidt ud, men desværre varede det kun kort, så sank den atter og Manden druknede. Alt det sidste ved jeg kun fra hvad Bladene meddelte. En Tid efter kom en anden Luftskipper ved navn Granberg, der ville gå op fra Slotspladsen. Denne var atter fyldt med Mennesker, men pludselig revnede Ballonen og faldt som en Klud. Folk rasede, men blev beroliget. Næste Søndag skulle Forestillingen gentages gratis. Granberg var ærlig nok. Ballonen denne Gang holdt og gik langsomt til Vejrs. Ikke flot lige op, men drevedes af Vinden ind over Bygningerne og blev hængende ved et af Tagvinduerne over Kørestalden, medens man så Hr. Grandberg krybe ind af Vinduet. Nu blev der Røre i Manegen og der brøltes af hele Massen. "Den går ikke Granberg" Det blev et Slagord, der lød i mange År.- Kilde: Wilhelm Bruhns beretning

Skomagermester af Kongens nåde...

Ved folketællingen i 1850 får vi gratis en masse oplysninger om Ludvig. Vi kan se, at han er blevet skomagerfrimester nede i Amaliegade. Frimester kaldte man en håndværker som uden at være blevet optaget i det pågældende laug, havde erhvervet sig ret til at udøve håndværket. At være frimester betød desuden at man kun havde ret til at udøve håndværket med nogen indskrænkning. Specielt i forhold til benyttelsen af medhjælpere var man begrænset. Reglerne blev afskaffet i 1862.

Den historiske baggrund...

Fra gammel tid skulle alle myndige og ustraffede mænd, der ville at slå sig ned og ernære sig i København, have borgerskab. Til borgerskabet knyttede der sig en række forpligtelser, f.eks. at deltage i borgervæbningen og brandkorpset, fungere som fattigforstander, rodemester, kirkeværge og lign.

Fra tidligt i 1700-tallet ændrede denne praksis sig til, at det kun var de mænd, der ville nedsætte sig som selvstændige håndværkere eller handlende, der skulle have borgerskab. Det krævede, at de var myndige og ustraffede, uddannede som svende i et håndværks- eller handelslav og havde aflagt mesterprøven.

Der var undtagelser fra denne regel. Fra tidligt i 1800-tallet findes der blandt de mænd, der fik borgerskab, også frimestre, dvs. svende, der fik lov til at nedsætte sig som selvstændige efter 4 års arbejde i et lav. De fik lov at udøve deres håndværk men med indskrænkninger. F.eks. måtte en frimester ikke ansætte svende til at arbejde i firmaet. De måtte dog oplære en enkelt læredreng og så var det tilladt at lade hustruen og børnene hjælpe på værkstedet. Det var betingelserne, som naturligvis skulle forhindre at en frimesters virksomhed endte med at være en trussel for en "ægte" mester.

Værkgeseller

Der var dog en speciel gruppe håndværkere, kaldet "værkgeseller". Jeg kunne forestille mig at Ludvig har tilhørt denne kategori. Det var håndværkssvende som var i brandkorpset - hvilket Ludvig jo netop var. Det fik man ikke løn for, men til gengæld fik man så lov til at drive håndværket selvstændigt og det endda med en holdt svend til hjælp.

Et er sikkert. Udenfor Ludvigs forretning har været den karakteristiske røde støvle, som har fortalt at her var en skomagermester. Ville man have sig et par sko dengang, måtte man nemlig gå til skomageren, som så syede et par efter mål til meget billige penge. Prisen tåler ikke sammenligning med med vores håndsyede fodtøj i dag.

Fra enevælde til demokrati...

I 1849 oplever Ludvig og hans familie en forandring af samfundet. Ved den fredelige revolution i marts 1848 afskaffedes enevælden og der valgtes en rigsforsamling, hvis grundlov, der indførte det parlamentariske demokrati, blev underskrevet 5. juni 1849.

1850 - Amaliegade

Ludvig bor nu med sin efterhånden temmelig store familie inde i Amaliegade, lige bagved Amalienborg. De bor i kælderen i nummer 136 og skomagerværkstedet har sikkert ligget sammen med beboelsen. Det var normalt at håndværksmestre havde mulighed for at have forretningen i kælderen og så benyttede etagerne ovenpå til beboelse.

Kvarteret har været regnet for den finere del af København og alligevel har det været præget af en underlig ruin, nemlig Marmorkirken, eller Frederiks Kirke som den også hedder. Helt tilbage i 1749 nedlagde Frederik den femte grundstenen til byggeriet, men i 1770 standsede byggeriet efter ordre fra Struensee, Christian den syvendes kabinetsminister. Efter dette var der ingen som havde interesse i at få færdiggjort kirken og den blev først indviet i 1894, længe efter Ludvig ikke længere færdedes i kvarteret.

Omkring Amaliegade og den dårlige eller manglende kloakering og den dårlige vandforsyning fortælles det, at der på et tidspunkt blev klaget over vandet nede i Amaliegade. Det var af ualmindelig ringe kvalitet og lugtede rigtigt dårligt. Det viste sig at vandledningen var utæt på et sted hvor den krydsede en rørledning med bl.a. afløbet fra Frederiks Hospitals lighus!

Normalt siede man forøvrigt vandet gennem et stykke klæde og så blev det forøvrigt kogt inden det blev drukket. Man vidste, af bitter erfaring, at vandet kunne give nogle rigtigt grimme mavetilfælde.

Folketællingen 1845:

kbhv, København (Staden), Sankt Annæ Øster Kvarter, , , Amaliegade 136, 4, FT-1845

Ludvig Melchior, 45, Gift, , Skomager Mester, Kjøbenhavn

Anne Marie Melchior født Koch, 38, Gift, , hans Kone, Nestved

Henriette Christiane Marie Melchior, 16, Ugift, , Barn, Kjøbenhavn

Wilhelmine Emilie Melchior, 8, , , Barn, Kjøbenhavn

Frits Otto Emil Melchior, 6, , , Barn, Kjøbenhavn

Laura Elise Catinge Melchior, 4, , , Barn, Kjøbenhavn

Christian Sopus Melchior, 2, , , Barn, Kjøbenhavn

1847 - den første jernbanestrækning åbnes. En ensporsbane til Roskilde.

Folketællingen 1850:

København, København (Staden), Sankt Annæ Øster Kvarter, Amaliegade, , Amaliegade 136, kjelderetagen, 157, FT-1850

Navn, Alder, Civilstand, Stilling i husstanden, Erhverv , Fødested

Ludvig Melchior, 50, Gift, , skomagerfrimester - portner, Kjøbenhavn

Ane Marie Født Kock, 41, Gift, , hans kone, Nestved

Emilie Wilhelmine Melchior, 13, Ugift, , hans børn, Kjøbenhavn

Otto Emil Melchior, 11, Ugift, , hans børn, Kjøbenhavn

Laura Elise Katinka Melchior, 8, Ugift, , hans børn, Kjøbenhavn

Christian Sophus Melchior, 6, Ugift, , hans børn, Kjøbenhavn

Koleraen i 1853...

I 1853 blev København ramt af "den asiaiske kolera", en infektionssygdom, der medførte hurtige diarréer med udmattende og ofte dødelig udgang. Om koleraen blev Ludvigs endeligt ved jeg ikke. Han forsvinder fra folketællingerne efter 1850, så det har endnu ikke været muligt at følge hans liv til ende.

Koleraen var først påtruffet i Indien og var et relativt nyt fænomen blandt de epidemiske sygdomme, der hærgede Europa i ældre tid. Den havde nærmet sig Danmark i flere omgange: I 1850 var såvel Malmö som Lübeck blevet smittet. Også Danmark blev da ramt, men det lykkedes lægen Peter Panum at begrænse et udbrud i havnebyen Bandholm på Lolland ved at indføre en streng isolation. Panum hørte til den kreds af læger, der opfattede sygdommen som smitsom, hvorimod en del andre læger betragtede koleraen som "miasmatisk", d.v.s. forårsaget af kim i luften, der blev styrket af dårlige lugte og urenligheder. Først i 1883 opdagedes kolerabacillen.

Den 11. juni 1853 konstateredes det, at en tømmermand på Orlogsværftet var ramt af sygdommen, og i overensstemmelse med den herskende opfattelse af sygdommens karakter blev han indlagt på Søetatens Hospital - uden nogen form for isolering. Tømmermanden blev rask igen, men allerede den 15. juni indtrådte det første dødsfald og i den følgende uge døde yderligere 8 mennesker. Den 24. blev København derfor erklæret for "smittet". En Overordentlig (d.v.s. extraordinær) Sundhedskommission blev herefter nedsat, men kunne ikke gøre andet end at registrere dødsfaldene, der dagligt tog til: Den 27. juli døde 340 mennesker, men herefter fortog sygdommen sig og den ebbede ud i løbet af september og oktober. Det sidste dødsfald indtraf 13. oktober, og da var 7219 personer blevet angrebet.

Koleraen havde særligt ramt de tættest befolkede dele af København, især de overbefolkede fattigkvarterer nord for Gothersgade, samt bydelen Christianshavn, men også de kvarterer, hvis drikkevand var dårligst, således Amaliegadekvarteret omkring Amalienborg/Bredgade.

Virkningen af koleraepidemien blev en øget forståelse for sanering og renholdelse af byen, og den satte skub i planerne for etablering af en effektiv vandforsyning og kloakering.

"Lægeforeningen mod Koleraens Udbredelse", der under epidemien havde sørget for evakuering af truede beboere i fattigkvartererne, opførte i de følgende år en mønsterbebyggelse for småfolk (de endnu eksisterende "Lægeforeningens Boliger/Brumley" på Østerbro). Den var bygget op som stokbebyggelse med lys og luft for beboerne, men blev desværre ikke normen for boligbyggeriet i Københavns tæt bebyggede brokvarterer, der blev bebygget netop mellem 1852 og 1914. På trods heraf undgik København en ny koleraepidemi.

Ordforklaring:

Historiske noter:

1799 - Trolovelse som officiel institution afskaffes.