Index

Villy Johansen

Født: 31 maj 1918 i Holstebro sogn i Hjerm herred, Ringkøbing amt
Døbt: 23 juni 1918 i Holstebro, Danmark
Erhverv: Former
Far: Claus Christian Johansen
Mor: Karen Kristine Kristensen
Ægtefælle: Jenny Madsen
Gift: 7 januar 1939 i Holstebro Rådhus, Holstebro, Danmark
Børn: Birgith Kirstine Johansen
Bent Christian Johansen
Rita Johansen
Mona Lisa Johansen
Død: 27 dec 1992 i Skalborg sogn i Fleskum herred, Aalborg amt
Begravet: 30 december 1992 på Almen Kirkegården i Fleskum herred, Aalborg amt

Biografi:

Dagens ret var tørre tæsk...

Villy var ud af en børneflok på 8. Hans mor stammede fra Fyn, hans far fra Bornholm, men han har aldrig besøgt sin familie disse steder. Der har ganske enkelt ikke været råd til den slags udskejelser i hans familie.

Bosiddende i Holstebro har far Claus underholdt familien som former nede på Birn Jernstøberi. Når Villy skulle beskrive sin barndom, var det altid med en blanding af vemod og glæde. Hans søskende var en gave og han havde det dejligt med dem, men faderen drak uhæmmet og det gav mildest talt usikkert vand at navigere i derhjemme.

Fra venstre: Ingrid, Ingeborg, Agnes, Kirstine, Svend, Claus Christian, Villy, Claudia

Mange gange er faderen kommet hjem, kun for at starte fra en ende af med at banke familiemedlemmerne og det var med at komme af vejen, når man om fredagen vidste, at lønnen var blevet udbetalt. Villy snakkede ofte om, at faderen havde fortjent et ordentlig lag prygl, men at samtlige drenge på trods af faderens ringe størrelse, aldrig kunne drømme om at slå igen. Det gjorde man bare ikke.

I lære og i ulykke...

Villy endte også nede på Birn Jernstøberi. Han kom i lære som former og fulgte altså faderens fodspor hvad det angik, men omkring fysiske overgreb, så har jeg aldrig oplevet, at han har løftet hånden.

Omkring 1938 mødte Villy så Jenny, en af de lokale piger og inden længe var er lagt i kakkelovnen, for Jenny var kommet i ulykke. Villy var dog ikke det mindste ked af at opfylde sine "forpligtelser" og han og Jenny giftede sig på Holstebro Rådhus den 7. januar 1939, kun en måned før Jenny nedkom med deres første barn, Birgith. Han startede fælles liv med Jenny i en lille taglejlighed på Skjernvej i Holstebro.

Udlært former endte Villy og familien, som nu talte 4 børn, i Ålborg, nede på Glasværket. Leif Ringtved har lavet en meget omfattende side, som beskriver årene på Glasværket fuldstændigt som morfar ofte genfortalte dem til mig. Tag et kig derude og se også både Jenny og Villy nævnt, som nogle af de mennesker, som var med til at udvikle og vedligeholde det store sammenhold der prægede den tid.

 

Her er hele familien hos fotografen. Fra venstre: Mona, Jenny, Birgith, Bent, Villy, Rita

Billedet er fra omkring 1945/1946

 

Villy arbejdede i mange år fremover ved De Smitske i Ålborg, hvor han var kendt som "Shanghai", en virkelig "hård negl", som nød både stor respekt og ærefrygt på grund af sin tilgang til arbejdet.

En hård, men retfærdig mand, som stillede store krav til andres arbejde, men ikke mindst til sit eget.

 

Jeg havde en sjov oplevelse for nogle år siden, hvor jeg var i kontakt med nogle smede, som alle havde arbejdet nede på De Smitske. De fortalte med ærefrygt i stemmen om denne her lille mand - han var ikke meget over 1,60 meter - som kunne køre alle trætte dernede. Han havde en udholdenhed som gik over deres forstand og det er også sådan jeg husker min morfar. Senet og muskuløs kunne han grave og løfte hvadsomhelst og han blev aldrig træt. Selv ikke som pensionist gik han af vejen for fysisk arbejde. Billedet ovenfor viser en af støberihallerne dernede.

 

Kolonihaven i Granly, konfirmationer og ingen penge...

 

Villy havde i mange år kolonihave og sidenhen blev haven en af hans helt store interesser. Kolonihaven købte Villy i en periode hvor han var arbejdsløs. Granly hed området, som lå oppe omkring Vandtårnet i Gug, Ålborg.

 

Her dyrkede Villy grøntsager og blomster. Haven blev som sagt købt i en periode med arbejdsløshed og Villy var fast besluttet på, at den skulle hjælpe familien igennem perioden med smalkost. Der var konfirmation og i det hele taget småt med penge i hjemmet på Glasværket. 4 børn krævede en solid kost, så Villy gik med stor flid i gang med at dyrke grøntsager som supplement til familiens husholdning.

 

Billedet til venstre er taget i forbindelse med Ritas konfirmation, men som jeg husker historien fortalt, var det nu ikke hendes konfirmation der foranledigede købet af haven.

 

Villy viste sig at være et naturtalent når det kom til havearbejde. Han elskede det og fik stort udbytte af det lille jordstykke, som blev et solidt supplement til familiens underhold.

 

I 1965 fik Jenny og Villy endelig råd til at opfylde drømmen om eget hus med have. De købte et mindre parcelhus på Knut Beckersvej i Skalborg, Ålborg. På det tidspunkt var eneste hjemmeboende barn den yngste datter Mona, som snart efter giftede sig og flyttede hjemmefra.

 

Villy nød timerne i haven. Uanset vejret var der altid noget at ordne udenfor og haven endte med at blive hans altopslugende interesse, som fyldte det meste af hans fritid. I sine sidste år, var Villy desværre plaget af lunger, som var blevet usamarbejdsvillige efter de mange år i støberi-støv. Han måtte have ilt konstant, men humøret fejlede ingenting. Iltflasken blev placeret i et indkøbsnet på hjul og så var der ikke de store problemer i at færdes frit ude som hjemme.

 

Villy endte sit liv på badeværelsesgulvet i det hus han elskede så højt. Tredje juledag 1992 sank han sammen på gulvet og var død af hjertestop. Han blev begravet på Almen Kirkegården i Ålborg.

 

Jeg skriver ind imellem om barndommens indtryk - jeg synes de tekster der omhandler Villy skal med her:

 

Når morfar måtte med til frisøren...

 

Min mor er frisøruddannet. Det er ganske vist mange år siden hun sidst arbejdede med faget, men en permanent eller en vandondulation kan man vel altid klare. Det er nu ikke altid det handler om permanent eller vandondulation, men oftest handler det bare om mormors curlere...


Mormor kommer med morfar på slæb, for det er helt sikkert ikke det bedste han ved, de her søndage. Han kommer med sure miner, men hilser nu altid pænt på os to piger, som alligevel ser frem til søndagen og den fuldstændigt forudsigelige eftermiddag.


Mor har forberedt hele scenariet. Hun har allerede inden de kommer fundet curlerne. De ligger i en plasticpose som må være mindst 100 år gammel. Hun har fundet kammen frem. Den er helt speciel og vi hader den. Det er en stålkam med skaft, som nu efterhånden nærmede sig samurai-sværd i skarphed efter i årevis at have været pløjet gennem vores hovedbund, når vi skal have den, for mor, vigtige og lineal-lige skilning.

 
Kaffen står klar i køkkenet, for morfar kan ind imellem formildes med en kop kaffe til avislæsningen, så selvfølgelig er de forberedelser gjort. Morfar kan nemlig være temmelig ulidelig, som mor siger.


Når det ringede på, løber Annemette og jeg forventningsfuldt ud for at åbne døren. Udenfor står så morfar med tvært ansigtsudtryk og ved siden af står mormor med tørklædet bundet stramt under hagen. Indenunder tørklædet gemmer sig et plastic-overtræk i stil med en badehætte. Det har mormor på, for at holde på fugten, for selvfølgelig har hun hjemmefra vasket håret for at spare morfar for yderligere ærgelser.


Resten af dagen forløber som den plejer. Morfar sidder i stuen og læser avis og drikker kaffe, mens han i konstant strøm udstøder eder over livet i almindelighed og sin kone og datter i særdeleshed.


Nogle eftermiddage er han rigtig knotten og så ved vi der er mulighed for drama i Helgolandsgade. Han varmer op allerede ude på trappen med en eller anden ondskabsfuld bemærkning og så fortsætter han bare inde fra stuen. Fremprovokerer simpelthen et skænderi. Bliver ved med at forvente svar på først det ene, så det andet fra dem ude i køkkenet, selvom han godt ved at de overhovedet ikke hører efter hvad han siger.


Han er frygtindgydende når han bliver vred. Han får den mest fantastiske violette ansigtskulør og det handler altid om det samme. De skide kommunister – eller de skide konservative. Ikke at vi ved hvad de er for nogle størrelser, men vi ved i hvert fald at morfar er socialdemokrat.


"... og det er jeg stolt af. Det må I sige jeg har sagt", gjalder det så inde fra stuen, mens han bliver mere og mere violet.


Vi står og gemmer os bag døren, mens vi ser ham hidse sig mere og mere op, men vi er kloge nok til at komme væk i en fart, når han ind imellem rejser sig for at gå helt ud i køkkenet for at opdrage lidt på sin uvidende kone og datter.


Mor og mormor er nemlig i køkkenet, hvor mormor er placeret midt i rummet på en køkkenstol. De hygger sig. De får snakket om alt mellem himmel og jord og engang imellem hører man dem fnise sammen, når en af dem stille siger: "Ja, han er nu også så gnaven...".


Når lyden af tørrehjelmen endelig når morfar inde i stuen, kan man altid høre ham sukke:


"Ja, så nåede vi da endelig her til. Så varer det ikke så længe..."


Lyden af tørrehjelm er for morfar lig med at han snart slipper ud af det her kvindeforum, men for min søster og jeg er den bare lyden af tryghed og så dejlig genkendelig.

Hvor far befinder sig de her søndag eftermiddage ved jeg faktisk ikke...

 


 

At blive passet af Johansens...

 

Nogen gange skal vi passes ude hos mormor og morfar. Det sker ikke så tit, så det er ekstra spændende når det endelig sker. Normalt passer farmor og farfar os altid. Vi er deres eneste børnebørn og mormor og morfar har jo et hav af børnebørn, så det tilfalder som regel dem med kun to at få lov til at passe.


Hos mormor og morfar er der så rent og ordentligt. Mormor sætter en ære i det, som hun siger. Der er hele tiden noget at gøre for en husmor med hendes standarder, så hun flyver og farer rundt og har egentlig slet ikke tid til at have os. Morfar sidder bare i lænestolen og forlanger ro til at læse avisen. Altså lige ind til mormor kommer ind for at sige, at nu skal vi altså spise. Så rejser han sig og følger med ud i køkkenet.


Mormor laver kærnemælkssuppe. Med rosiner i. Det skiller men smager faktisk rigtigt godt. Vi får saftevand til. Morfar er nødt til at skænke, for glaskanden med de fine røde striber er så tung, at vi ikke kan løfte den.


"I er nogle usle svæklinge", råber han med høj stemme og vi finder aldrig rigtigt ud af om han mener det eller bare forsøger at være sjov.

 

Han er ikke ret god til at være sjov. Til gengæld er han god til at mundhugges. Det er han helt vildt god til. Han øver sig også flittigt i det. Hver eneste dag får han til at gå med det. Naturligvis sammen med mormor, som også er rigtigt god til det.


Om aftenen bliver vi placeret inde på divanen inde på det lille værelse. Den kan slås ud og så kan vi ligge der ved siden af hinanden. Den lugter helt specielt og så har den sådan et kradsuldsbetræk, som kan kradse helt igennem lagnet. Mormor placerer spisebordsstole hele vejen ned langs siden på divanen for at vi ikke skal falde ud. Sikkert fordi det er vane med de andre og langt yngre børnebørn. Vi nænner ikke at sige til hende at det ikke er nødvendigt. Vi siger bare godnat og prøver at falde i søvn fra den ubehagelige kradsen på ryggen.

De allerbedste gange at blive passet hos dem er faktisk når vi skal ud at køre. Morfar har en dueblå Volvo Amazone. Han passer den virkelig godt og den har ikke kørt ret meget, siger han tit med stolthed i stemmen. Egentlig forstår vi ikke hvorfor det er specielt godt, men vi er ikke i tvivl. Det er godt!


Når morfar kører bil er det med hjertet og ikke forstanden. Ikke at han kunne drømme om at indrømme det. Han kommenterer flittigt alle de andre bilisters manglende køreevner og det skal ingen hemmelighed være, at han er betydeligt bedre chauffør end dem.


Til gengæld har han jo også mormor ved siden af. Hun hjælper ham meget. Hun sørger hele tiden for at være på forkant med tingene. Hun ser barnevogne, som helt sikkert vil trille lige ud foran bilen, hvis ikke morfar undviger i en fart. Hun ser cyklister, som om ganske få sekunder vil svinge lige ud foran os og hun ser andre bilister, som med sikkerhed vil torpedere fronten på Volvoen hvis ikke morfar skynder sig at holde til højre. Hun er meget effektiv og utroligt opmærksom, men underligt nok er morfar ikke spor taknemmelig for hendes årvågenhed. Nærmest tværtimod.


Morfar har også et rigtigt godt sparetip. Han har fundet ud af, at det slet ikke er nødvendigt at bruge 3. gear. Den får bare fuld skrue i 2. og så direkte i 4. når vi er oppe på en passende hastighed.


"Det sparer altså væsentligt på gearkassen", siger han så...


Annemette og jeg er altid spændte på om det lykkes for ham, eller vi endnu en gang skal opleve at Amazonen nærmest gennemrystes af anstrengelsen ved pludselig at skulle finde kræfter i 4...


Det er derfor vi børn elsker at køre i bil med dem. Det udvikler sig altid til et drama af dimensioner, når morfar endelig får tvunget Amazonen ud på Ålborgs usikre gader. Vi ligger henad bagsædet og sprutter af grin når det går rigtigt hedt for sig oppe foran, men vi tager os i agt for at morfar ikke opdager det. Så bliver han dælme sur.


Grine-mavepinen lurer lige om hjørnet, når man har været på køretur med Johansens og vi elsker det.

 


 

Spiritusforbud...

Vi nærmer os det tidspunkt på året, som er uløseligt forbundet med mindet om kaotiske men herlige 1. juledage, hvor Villy skejede ud, så det var til at mærke. Den ene gang om året tillod han sig, at blive godt og gammeldags fuld.

Villy var støber nede på De Smithske Jernstøberi. Villy var også min morfar. Den stærkeste mand jeg har kendt, tror jeg. Et lille energisk muskelbundt, som ikke lod sig skræmme af noget som helst. Han var vant til hårdt fysisk arbejde og kroppen indrettede sig derefter.

Først i lære i Holstebro på jernstøberiet og senere flyttede han og Jenny til Ålborg, hvor de bosatte sig nede på Glasværket nede ved havnen. Her opfostrede de 4 børn, som allesammen var Villys stolthed og glæde.
(Det er hele familien du ser på billedet – min mor står yderst til højre).

Villy var opvokset i et hjem, hvor hans far gerne uddelte tørre tæsk efter endt arbejdsdag. Faderen kom oftest fuld hjem og syntes så, at han var i sin gode ret til at slå både kone og børn. Villy løftede aldrig en hånd hverken mod sin kone, sine børn eller siden børne- og oldebørn. Aldrig nogensinde.
Villy drak heller ikke. Formentlig fordi han havde set, hvad den slags kan ende med. Han følte kun dyb afsky for de mennesker, som syntes det var i orden at være beruset i tide og utide, som han sagde. Altså med undtagelse af 1. juledag. Der tillod han sig selv, at drikke igennem sådan for alvor.

1. juledag samlede de hele familien. Det vil sige de 4 børn, svigerbørn og den store samling børnebørn de med årene fik sig. Det gik vildt for sig. Der blev naturligvis serveret snaps, som det sig hør og bør...

Villy var lidt af en stivstikker hele året igennem. Tilknappet, regelret grænsende til det rigide og nogen ville sikkert beskrive ham som temmelig kedelig, men vældig rar, men 1. juledag skal jeg love for, at Villy fik afløb for resten af året.
Han blev aldrig ubehagelig, men altid utrolig sjov. Fuld af spas var han, når han endelig gav los. Vi børnebørn elskede det, for det var den ene gang om året han kunne finde på at jagte os tværs gennem det ellers så sirlige hjem, kravle på tagryggen af huset eller bare være ganske og aldeles fjollet.

Ydermere var det den dag, han sagde de mest utrolige ting til Jenny. Hele året igennem hørte vi Jenny hakke på Villy mens hun brugte tiden på at sørge for, at der ikke lå et eneste støvfnug på interiøret derhjemme. Aldrig hørte vi Villy tage til genmæle. Altså med undtagelse af 1. juledag, hvor han kunne finde på at sige de mest utrolige ting til hende.
Vi børnebørn ventede i kulissen, men så snart han begyndte at stikke til hende vidste vi, at det kun drejede sig om sekunder – så startede det. Lynhurtigt indfandt vi os allesammen, for ingen af os ville gå glip af den verbale overhaling hun fik denne ene gang om året.

Jeg skal ikke sige mig for god til at synes, at hun fortjente den overhaling. Jeg tør næsten sværge på, at jeg ikke er den eneste der havde det sådan. Vi ventede med spænding år efter år og det slog aldrig fejl.

Det hele kulminerede i, at Jenny trak lommetørklædet frem og begyndte at græde. Så stoppede han. ”En rigtig mand ved hvornår det er på tide at stoppe”, sagde han så. Rejste sig og forlod bordet, mens hele familien fløj til højre og venstre for at trøste og opildne. Svigersønnerne så sig aldrig for gode til at støbe et par kugler eller to, når først de var i gang og imens stod døtrene så inde ved mor og trøstede hende, mens de huskede hende på, at det kun var denne ene gang om året han blev sådan ”... og det er jo også bare fordi han er fuld mor...”, forklarede de, hvorefter mormor med sindsro kunne udstede forbud mod spiritus i det kommende år.


Morfar modtog altid beskeden med påtaget fortvivlelse – han vidste jo bedre, for han ville ikke røre en dråbe spiritus før næste år den 25. december, hvor det hele startede forfra igen. Og det endda helt frivilligt...

 

 

Historiske noter:

1918 - En alvorlig influenza-epedemi, "Den spanske syge", udbryder sidst på året og kræver mange dødsofre.

Det danske kommunistparti dannes.

 


Aner:
Villy Johansen
* 31 maj 1918
† 27 dec 1992
Claus Christian Johansen
* 7 februar 1880
-






Karen Kristine Kristensen
* 21 juni 1878
-
Anton Sinius (Linius) Johansen
* 5 januar 1856
-


Andrea Kristine Jensen
* Ca 1852
-



Hans Christensen
* Ca 1841
-


Mette Marie
-
-
Claus Johansen
* Ca 1816, -
Marthe (Mathea) Cathrine Pedersen
* Ca 1825, -

-
-
-
-

-
-
-
-

-
-
-
-
Søskende:
Svend Johansen
Valdemar Johansen
Ingrid Johansen
Asta Johansen
Agnes Johansen
Ingeborg Johansen
Claudia Johansen