Landarbejde i 1920'erne

At være barn på landet i 1920'erne indbefattede ikke lege fra morgen til aften, men derimod arbejdsdage som kunne være 14-16 timer lange.

At være landarbejder betød, at at man måtte sælge sin arbejdskraft til bønderne og ofte fulgte børnene med som gratis ekstrahjælp. Når man skulle ansættes på en gård, blev der ofte skelet til om børnene så store og stærke ud, for de skulle kunne abejde for føden.

Arbejdstiden var ikke fast og arbejdsgiveren rådede over arbejdskraften døgnet rundt.  Tyende fik først stemmeret i Folketinget i 1915.

Tyendet var underlagt Tyendeloven fra 1854, som gav abejdsgiveren ret til at fyre dem for selv den mindste forseelse. Arbejdsgiveren havde ifølge loven også ret til at prygle pigerne til de blev 16 og drengene til de blev 18 år. Noget nogle arbejdsgivere betragtede mere som en pligt end en ret.

Denne lov blev dog revideret i 1921 og det gav lempelser og forbedringer for tyende, men hvorvidt disse reviderede love gjorde særlig stort indtryk på småbønderne i Himmerland er nok tvivlsomt.

Som barn ansat på gårde på landet, måtte man tage til takke med den kost madmor bestemte at servere og ofte var den meget ensidig og bestemt ikke særligt nærende eller for den sags skyld spændende.

Mange af de ansatte på gårdene måtte tage til takke med fugtige, utætte og uhygiejniske kamre etableret i forlængelse af stalden, og al vask foregik ved pumpen ude i gården.

Alle disse forhold kan jeg bl.a. genkende fra Kristians beskrivelser af sin barn- og ungdom på forskellige gårde omkring Sønder Kongerslev.