I 1932 er arbejdsløsheden steget til 24,8% men allerede i januar 1933 er den rekordhøj og helt oppe på 43,5%.

I et forsøg på at legalisere det voksende behov for social støtte, som hidtil har betydet tab af en masse rettigheder, bl.a. stemmeretten og retten til at stille op til et valg, bliver scialreformen vedtaget i 1933.

Hidtil har fattighjælpsprincippet været bygget på tanken om en almisse fra giveren og taknemmelighed for dette hos modtageren, hvilket har betydet at det har været forbundet med stor skam og nedværdigelse af være nødsaget til at modtage hjælp fra det offentlige.

Der etableres faste regler for udbetaling af hjælpen og hermed bevæger man sig væk fra almissetankegangen og istedet over i retsprincipperne, som også i dag er grundlaget for al socialhjælp.

Udover den offentligt tilgængelige hjælp, som stadig er forbundet med følelsen af skam, er mange (mænd) efterhånden blevet organiserede i fagforbund, hvilket betyder, at de kan modtage understøttelse, dog ikke i et omfang der kan forsørge en hel familie.

Mange unge mennesker afstod i 30'erne fra en læreplads fordi de i realiteten kunne tjene langt mere på at være ansat som arbejdsdrenge. Det var normalt at stå i lære i 5 år og med en meget lille lærlingeløn, blev det svært at se en ende på de 5 års læretid. I 1937 vedtages lærlingeloven, som nu fastsætter læretiden til 4 år, hvilket får mestrene til at klage sig. Der er nu 1 år mindre til at tjene penge på en godt tænet lærling.

Jeg har bedstefædre, som hver især har truffet forskellige valg. En valgte at stå i lære som former, mens en anden, tvunget af de givne omstændigheder, valgte at tage arbejde som ufaglært for på den måde at kunne forsørge sin familie.

Kvinder arbejdede ikke traditionelt, men i de år havde bl.a. min farmor været nødsaget til at tage arbejde i marken, når det var tilgængeligt. Lønnen var ussel, arbejdet hårdt, men der kom brød på bordet...