Ålborg og Frederikshavn var de to centrale mål for den tyske besættelsesmagt da de 9. april 1940 besatte Danmark. Ålborg og Frederikshavn ville give tyskerne rige muligheder for deres fortsatte erobring af Europa, nemlig Norge.

Tidligt om morgenen, den 9. april, kom de første tyske bombefly flyvende ind over Ålborg og i det efterfølgende besættelsesår var tyskerne massivt tilstede i byen.

Ålborg Kommune havde fra Indenrigsministeriet fået besked på, at de skulle anstrenge sig for at få tingene til at glide uden problemer.

Ålborgs daværende borgmester Marinus Andersen sagde efter krigen, at Stauning havde sagt: «Han klappede mig på skulderen og sagde: «Lad nu det stridbare Vendelbosind blive hjemme og se at få det til at gå uden sammenstød. Giv dem lidt brød og brændevin, for det kan de godt lide, og det vil få meget til at glide».

Tyskernes besættelse af Ålborg havde både gode og dårlige sider. Den arbejdsløshed som havde plaget Ålborg og omegn inden, forsvandt som dug for solen. Der var gode penge at tjene i forbindelse med de store anlægsarbejder tyskerne startede og specielt flyvepladsen nord for Limfjorden gav arbejde til mange.

En af de lokale aviser beskrev Ålborg som "et sandt Klondyke" og fra alle egne af landet så man folk strømme til Ålborg, for at få arbejde på den store flyveplads. Også Ålborg Værft fik meget arbejde for den tyske besættelsesmagt, men bl.a. denne arbejdsplads blev ofte brugt til sabotageaktioner. Ålborg Portland leverede cement til tyskernes bunkere o.s.v.

Lønningerne i Ålborg var bedre end nogensinde tidligere.

Nazisternes tilstedeværelse i byen skabte efterhånden også et nazistisk miljø og jeg husker bl.a. min svigerfar fortælle, at han under besættelsen rejste til Ålborg for at tjene nemme og hurtige penge. Han solgte bl.a. cigaretter til den tyske værnemagt, men selvfølgelig i al diskretion, for man ville jo nødig kunne kaldes værnemager* bagefter.

Han beskrev bl.a. hvordan tyskerne på det nærmeste havde indtaget Ambassadeur, som var et af Ålborgs mest mondæne dansesteder. Her kom stort set kun tyskere og tyskervenlige unge piger, som gerne dansede hele natten med en af de flotte, uniformerede soldater.

* Værnemager, ordet knytter sig til de danskere, der økonomisk samarbejdede med tyskerne under krigen.

Ålborg kan også bryste sig af at være den først by med en egentlig modstandsgruppe, nemlig den berømte Churchill-gruppe, som senere bl.a blev til en tegneserie i USA.

Alsangen, som altså startede i Ålborg kan siges at være det første tiltag i den nationale vækkelse der bølgede henover landet i besættelsesårene. Senere arrangerede man noget man kaldte Algang - 10 kilometer på 90 minutter - et arrangement som også skulle medvirke til at styrke danskernes nationalfølelse og fællesskab.

At være barn i Ålborg under besættelsen er noget min mor kan tale med om. Hun fortæller gerne historien om hvordan hun, hendes søskende og resten af kvarterets børn for første gang så en neger eller dengang de smagte noget ganske nyt og helt eksotisk - en banan.

Min mor voksede op på Glasværket, som var en leje-kaserne beliggende på Gasværksvej, lige ned til havnen i Ålborg. Hernede på havnen smagte hun sin første banan.

I området omkring Glasværket levede hun sine barneår og jeg kan stadig genkalde min uforbeholdne beundring for hende, når hun fortalte om de hop hun og andre af kvarterets unger gjorde fra de store industri-kraner ved havnen og direkte ned i den mudrede Limfjord. Det er vist ikke noget som tåler gentagelse i dag...